Flyt hjemmefra

Flyt hjemmefra

Stort tillykke! Du skal flytte hjemmefra.

Det kan være en større omvæltning at flytte hjemmefra:

Det er den dag, hvor drømmen om selv at bestemme går i opfyldelse.
Vil du sove længe? Vil du have chips og dip til aftensmad?
Du kan gøre (næsten) lige, hvad du vil. 

Men med friheden kommer også et ansvar.
Du skal selv gøre rent, du skal vaske dit eget tøj og lave din egen mad.
Og så skal du sørge for, at økonomien hænger sammen. 

Her kan du læse en tjekliste, som giver dig et overblik over, hvad du skal have styr på, når du flytter hjemmefra.

 

Tjekliste, når du flytter hjemmefra

Ungdomsbolig

Jutlander Bank kan tilbyde 39 studerende en bolig centralt beliggende i Aarhus C - nærmere bestemt i Brammersgade 39. 

Du kan læse mere om vores ungdomsboliger her

Meld din flytning til folkeregistret

Når du flytter hjemmefra, skal du huske at melde din flytning til folkeregistret.

Efter flyttedatoen har du fem dage til at opdatere din nye adresse. Det er også her, du vælger din nye læge og giver PostNord besked, så dine breve ikke længere havner hjemme i mors eller fars postkasse.

Meld din flytning med få klik på Borger.dk.

Boligstøtte

Boligstøtte er en ydelse fra det offentlige, der fungerer som en hjælp til at betale husleje. Som hovedregel er alle, der bor til leje, berettiget til at få boligstøtte. Boligstøtten bliver beregnet efter, hvor stort dit hjem er, hvor høj din husleje er, hvor mange I bor sammen, og hvad I tjener. 

Her kan du undersøge, om du kan få boligstøtte, når du flytter - og her ser du, hvor meget du kan få udbetalt om måneden. 

Du kan kontakte Connect Ung, hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, om du er berettiget boligstøtte, og se, hvor meget du kan opnå. 


Hvad koster det at flytte hjemmefra?

Der er store udgifter forbundet med at flytte hjemmefra: Indskud og depositum såvel som møbler.

Alt afhængig af, hvor mange ting du skal anskaffe dig, og hvor meget dit depositum løber op i, vil det koste dig i omegnen af 15.000 -50.000 kroner at flytte hjemmefra.

Dertil kommer hverdagens mange leveomkostninger: Husleje, el og varme, forsikringer, madindkøb, gaver, licens, ferie, og listen vil ingen ende tage. 

Læg et budget

Når du flytter hjemmefra, begynder du at betale for alt selv. Det kan hurtigt blive dyrt.

Udover at betale husleje skal du også købe toiletpapir og strømper - og pludselig kan en biograftur med en stor cola og popcorn gøre et stort og smertefuldt indhug i dit rådighedsbeløb.

Det er altid rart at vide, hvad man har at gøre godt med til resten af måneden, og her kommer et budget ind i billedet:

Du kan lægge et budget i NetBank, som giver dig et overblik over din indkomst og dine udgifter. På den måde ved du, hvor mange penge du har til for eksempel mad, tøj og oplevelser.

Du kan få en budgetkonto, hvor alle faste udgifter automatisk overføres fra din konto.

Kontakt din rådgiver eller Connect Ung, hvis du skal have hjælp med at lægge et budget. 

Opsparing eller lån?

Allerede før du flytter hjemmefra, er det en god ide at begynde at spare op, så du har råd til indskud, møbler og uforudsete udgifter (såsom fødselsdagsgaver eller festivaler, som du bare med til sammen med alle vennerne). Så skal du ikke begynde at låne penge. 

Hvis du skal sætte penge til side på din opsparing, kan du med fordel lægge et budget med en post, der går til opsparingen.

Hvis der er helt tomt på bunden af pengekisten, og du ser dig nødsaget til at låne penge, skal du være opmærksom på, at den lette løsning ikke altid er den billigste løsning. Din rådgiver kan altid hjælpe dig med at finde den bedste løsning for dig.

SU

Hvis du er under uddannelse, når du flytter hjemmefra, er der forskellige regler i forhold til SU, som vi kan hjælpe dig med at blive klogere på. 

Får du for eksempel hjemmeboende SU, når du flytter hjemmefra, modtager du senest 14 dage senere den resterende SU, som du er berettiget, når du skal have udeboende SU. 

Udeboendesats når du er 18 eller 19 år

Er du 18 eller 19 år og går på en ungdomsuddannelse, kan du normalt kun få satsen for hjemmeboende SU - også selv om du er flyttet hjemmefra.

I visse tilfælde kan du dog godkendes til at få satsen til udeboende.

Du skal selv søge om at få udeboendesatsen i minSU i SU-ansøgningen eller i funktionen ”Oplys særlige bopælsforhold” under ”Ret din SU”.

I minSU får du et skema, som du skal udskrive, udfylde og aflevere på dit uddannelsessted.

Betingelser for at få udeboendesatsen

For at blive godkendt til at få satsen til udeboende, når du er 18 eller 19 år, skal du opfylde mindst én af følgende betingelser (samt være udeboende):

  • Den normale transportvej er 20 kilometer eller mere mellem dit uddannelsessted og dine forældres bopæl.
  • Transporttiden (med offentlige transportmidler) mellem dit uddannelsessted og dine forældres bopæl er på mere end 75 minutter. Ventetid mellem de forskellige offentlige transportmidler tæller med i de 75 minutter.
  • Du har været udeboende uafbrudt i mindst 12 måneder, lige frem til du blev berettiget til SU til den uddannelse, du er i gang med.
  • Du kan ikke længere bo hjemme på grund af ganske særlige omstændigheder i hjemmet (for eksempel meget trange boligforhold eller langvarig sygdom).

Uddannelsesstedet afgør, om du kan få satsen til udeboende.

Du skal dokumentere, at du er berettiget til udeboende SU.

Forsikringer

En indboforsikring dækker ikke kun, hvis dine ting går i stykker eller bliver stjålet. Du er også sikret, hvis du ved et uheld skader andre eller deres ejendele, mister din bagage under en rejse eller får brug for psykologhjælp. 

En ulykkesforsikring dækker behandlingsudgifter, tand- og tyggeskader og eventuelt farlig sport, hvis du for eksempel skal prøve bungee jump på en ferie i Australien (tjek dine forsikringsbetingelser). 

Vi har hentet et billigt indbo og ulykkesforsikringstilbud hjem fra Himmerland Forsikring. 

Kontakt Connect Ung eller din rådgiver for at få adgang til forsikringstilbuddet. 

Flyt hjemmefra-møde 

Virker tjeklisten uoverskuelig? 

Kontakt Connect Ung og bliv guidet igennem tjeklisten trin for trin, eller kontakt din rådgiver og book et Flyt Hjemmeframøde. 

Her gennemgår rådgiver for eksempel budget og forsikringer med dig.

Kontakt os

Vi er tilgængelige døgnet rundt